For meget længe siden, – sådan skal gode historier helst begynde, – boede der på en gård, der lå -og stadig ligger midt imellem Haarby og Jordløse, en familie med en far, en mor og to børn; en pige og en dreng.

På gården var der desuden en ung pige og en ung karl, ja sådan kaldte man dengang unge kvinder og mænd, der arbejdede på gårdene.

Både pigen og karlen var næsten at betragte som en del af familien. De boede og spiste på gården og for det meste var de også en del af familien, når der ikke blev arbejdet.

Der var såmænd nok at se til hele året rundt, men særlig op mod jul var der en masse ting, der skulle ordnes, før man kunne være parat til at fejre højtiden.

Dengang var der på gårdene en mængde forskellige dyr. Det var der også på denne gård.

14 køer, (6-7 kvier og 3-4 kalve), 2.3 søer og en 60-70 smågrise, 6-8 ænder og 2-3 gæs, et halvt hundrede høns. Der var også 4 heste; to arbejdsheste og en ”let” hest (det kaldte man en hest, der mest blev brugt til at køre ærinder med). Desuden var der en plag, – en unghest, der med tiden skulle anvendes som arbejdshest. Der var også en hund og en masse katte.

Vi er tilbage i tiden omkring 1950-52.

Forberedelserne til julen startede allerede først i november, hvor de fleste ænder måtte lade livet. Et par blev brugt Mortens Aften, et par blev slagtet og sendt til nogle slægtninge, der, – som min mor sagde, – vist ikke havde så meget at gøre med. Hvad det betød, lærte jeg først senere. To ænder fik lov til at leve lidt længere, fordi de skulle bruges Juleaften.

Den næste faste begivenhed var slagtning af grisen. Det skete gerne sidst i november og det var noget, der krævede forberedelser. Min far havde lavet en aftale med Richard slagter og min mormor, var kommet rejsende til, for at give en hånd med. På dagen, gerne først på eftermiddagen, kom slagteren. Så skulle den udvalgte gris slagtes. Jeg hjalp til, men det var just ikke nogen fornøjelse. Slagtningen var ovre, når grisen var blevet renset og hængt op på en stige, der blev sat op ad væggen.

Når slagtningen var overstået, skulle Richard slagter have en tår kaffe. Det var altid en festlig fornøjelse, for han kunne så mange sjove historier, som han var god til at fortælle. Det var fra ham, jeg først hørte historien om familien Ben. Joo, fortalte han, han kendte en familie i Lumby, der hed Ben til efternavn. Manden hed Hans, konen Signe og deres lille datter havde de kaldt Mine.

“Der kommer hans, sine og mine ben” sagde de i Lumby og grinede, fortalte slagteren. 

Når grisen havde hængt nogle timer, – jeg havde, mens den hang, altid til opgave at holde øje med at vore mange katte ikke kom i nærheden af grisen.

Når de timer var gået, skulle grisen skæres ud. Richard havde sin helt egen måde at gøre det på og han var en dygtig slagter. Han havde også navne til mange af stykkerne på grisen. Det stykke vi i dag kalder Svinekam, kaldte han Maren Kristinesteg.- Stegen var opkaldt efter en af hans mange andre kunder, som han slagtede for.  

Når udskæringen var overstået, var Richard færdig og så skulle der arbejdes. Min mor, min mormor, den unge pige, min storesøster og jeg havde timers arbejde foran os. Jeg hjalp også til, hvor jeg kunne, Jeg blev sat til at trække kødhakkeren eller røre i sortpølsen, der ikke måtte stivne. Indenfor en 3-4 timer stod sortpølse, sylte, medister, leverpostej og lungepølse færdig. Flæsket og stegene, ben, ja alt hvad der kunne anvendes på grisen (og det var stort set det hele), var lagt i saltbalje og fedtet var kogt af og fyldt på store krukker. Kun halen var uanvendelig. Den fik hunden, der stolt spankulerede rundt med halen i munden, nervøs for, at kattene ville snuppe den.

Det var gerne langt ud på aftenen, før vi var færdige.

Også her blev en lille pakke medister eller en lille steg sendt til de føromtalte slægtninge, hvor de fleste var flyttet til København.

Min mormor blev gerne nogle dage og så var der dømt hygge om aftenen. Min mormor var ellers lidt stramtantet (hvis nogen ved, hvad det er). Vi havde respekt for hende, men hun var en god fortæller og kunne finde på historier ud af ingenting. Når jeg og min søster om aftenen sad i stuen, ofte i færd med at stege æbler på kakkelovnen, klippe julestads, tegne eller andet, så tiggede vi hende om, hun ikke kunne fortælle en historie.Der var jo ikke noget, der hed fjernsyn dengang. Hun kunne, samtidig med hun strikkede eller lappede tøj, fortælle så livagtigt, så der var helt stille i stuen. Jeg vil genfortælle en af hendes historier en anden gang.

Da min søster og jeg blev ældre fik vi en lillebror. Vi fik mange stunder til at gå med at spille kort med vores mormor. Hun var nu ikke så god til det, tænkte vi dengang. Senere har jeg nok forstået, at hun lod os vinde temmelig tit. Der blev spillet Gris, Brede Mette og senere spillede vi 500. Det var om penge. – 2-øre.

Nuvel, det næste faste punkt på min barndoms juleforberedelser var en tur til Faaborg for at se juleudstillingerne. Det var gerne midt i december og hele familien tog med rutebilen først på eftermiddagen. 

Det var egentlig først ved besøget i den, i mine øjne store by, at julen nærmede sig. Med byens megen julepynt og de store udstillingsvinduer og med datidens gavemuligheder fornemmede jeg, at julen nærmede sig. Som noget af det eneste havde vi siden første søndag i advent haft adventskrans tændt hver søndag, men andet julepynt blev ikke brugt. Da jeg blev nogle år ældre, blev det også almindeligt at pynte op med kravlenisser, en enkelt juledekoration samt et snelandskab. På en bakke med vat blev små nisser, nogle med slæder og ski på, placeret. Et lille spejl blev lagt ned i vattet, så det grangiveligt lignede en isbelagt sø.

Børn dengang fik sjældent gaver, undtaget på fødselsdage og til jul. Her kunne man til gengæld drømme søde drømme om, hvad ens far og mor kunne finde på. Særlig det store udstillingsvindue, der var ved den vestlige byport i Faaborg, hvor Onkel Kaj havde sin legetøjsbutik, kunne tænde håbet om den helt store gave. Det elektriske tog, som jeg alle mine drengeår ønskede mig, men aldrig fik. Jeg købte senere det savnede tog, da jeg blev voksen.

Men drømmene med næsen helt inde i butiksvinduet fik en ende, og vi skulle med rutebilen hjem. Dyrene skulle jo passes. Men så var mine forældre også tungt belæsset med pakker, for det var dagen, hvor der blev købt julegaver.

Så gik det slag i slag frem mod juleaften. En aften skulle der laves konfekt og fantasien formede figurer af marcipanen, der blev godt gennemvædet af forskellige frugtfarver. Der blev brugt masser af nødder, overtrækschokolade og meget andet og der måtte ikke smages. Først til jul skulle de søde sager spises. 

3 – 4 dage før jul skulle der bages. Ikke bare en kage, men kager. Mange forskellige slags småkager. Og klejner. Til klejner var børns små fingre særlig velegnede -det var i al fald min mors påstand. Og når bagningen var overstået, skulle der skrabes skåle, – og det var noget vi børn var skrappe til. Der var ikke meget tilbage i skålene, når vi var færdige.

Det var også her nogle dage før jul, hvor der trillede en hestevogn belæsset med masser af grantræer i forskellige størrelser, ind på gårdspladsen. Det var udelukkende rødgran, der var på vognen. Den eneste træsort, der blev brugt som juletræ dengang. Det var mælkekusken, der havde en lille granplantage. Han kørte rundt og solgte juletræer.  Et træ, – helt op til loftet, – blev indkøbt.

 Så blev det Lillejuleaften. Vi børn blev sendt tidligt i seng, – vi skulle jo være længe oppe næste aften, var forklaringen. Vi fandt dog senere ud af, at der blev pyntet juletræ, mens vi sov.

Julemorgen var der underligt nok låst ind til den fine stue, – der var noget i gære! Men når en af de voksne havde et ærinde inde i den aflåste stue, var det om at være i nærheden, så vi kunne se, hvad der gemte sig derinde.  

Karlen og pigen havde fået fri dagen før, så de kunne komme hjem til jul. Dagen slæbte sig langsomt frem. Om eftermiddagen skulle dyrene som sædvanligt passes. Der blev brugt lidt ekstra tid, for at gøre det behageligt for dyrene. Alle kattene fik lidt ekstra nymalket mælk i deres store skål i kostalden, så de ikke skulle sulte.

Og det blev langt om længe aften og alle havde klædt sig pænt på. Min farbror, der var ungkarl, holdt jul hos os. Mor havde fået stegt ænderne, skåret æble i både  med ribsgele i, rødkålen, der var lavet for et par dage siden var varmet og der var rigeligt med brunkartofler. Og der skulle spises ris á l´amande som efterret, – med to mandelgaver. I dagens anledning fik vi børn en hel sodavand, – hver.   Når vi alle var placeret ved bordet og før vi kunne begynde måltidet og lade julefreden sænke sig, da læste min far Juleevangeliet højt. 

”Og det skete i de dage, at….  

Og så var det jul.